CLAYTOPIA ER DANMARKS STØRSTE OG MEST SPRUDLENDE KERAMISKE UNIVERS

Claytopia er placeret i skønne omgivelser omkring Guldagergaards internationale keramiske center i havnebyen Skælskør. Gennem året inviterer Claytopia til kunstudstillinger på internationalt niveau, artist-talks, workshops med ler, samtaler og musik for alle. Den historiske have omkring Guldagergaard er samtidig en stemningsfuld skulpturpark med keramik i stor skala – og den er åben for publikum året rundt. Læs mere her om, hvad Claytopia går ud på og byder på i løbet af året:

FOR ALLE, DER ELSKER KERAMIK

Bag Claytopia står Guldagergaard International Ceramic Research Center, der blandt andet huser Nordeuropas største keramikværksted og keramiske studiesamling. Her skabes keramisk kunst året rundt i professionelle rammer, når de ypperste danske og internationale kunstnere og studerende mødes, eksperimenterer og udfolder deres kunst.

Alt efter sæson byder Guldagergaard og kunstnerne velkommen til et Claytopia for gæster, glade amatører og et publikum, der interesserer sig for keramik, aktuel kunst og kultur i bred forstand.

Det meste foregår i skulpturparken omkring den klassiske hovedbygning, men ved særlige lejligheder er der også mulighed for eksklusive kig ind i værksteder og ovnpark.

DESIGNBUTIK MED EKSKLUSIV KERAMIK OG MANGE ANDRE SKØNNE SAGER

I designbutikken i Guldagergaards Galleri Æblehuset finder du unika og eksklusiv keramik af nogle af verdens fremmeste kunstnere, samt Guldagergaards eget stel produceret på egne værksteder. Desuden et stort udvalg af tjekkisk glas, tasker, smykker og kosmetik.

KUNSTUDSTILLINGER

Flere gange om året kan publikum opleve samtidskunst i parken omkring Guldagergaard. Her inviteres gæsterne til at opleve keramisk kunst af nogle såvel danske som udenlandske kunstkeramikere.

CLAYTOPIA SOMMER FOR HELE FAMILIEN

I juli og begyndelsen af august byder Guldagergaard og kunstnerne velkommen med et stort og mangfoldigt program af aktiviteter med keramikken i centrum. Her åbnes det udendørs område for udstillinger, events og workshops:

  • Særudstillinger med gæstekunstnere og samtidskeramik
  • Keramik-workshops: Dekorer, drej og form.
  • Find lerkaninerne: Skattejagt for børn
  • Popup-café i ispavillonen
  • Artist talks – de gæstende kunstere fortæller om deres aktuelle arbejde

FESTIVALEN CLAYTOPIA DAGE I AUGUST

De seneste år er CLAYTOPIA SOMMER kulmineret med musik og talks under CLAYTOPIA DAGE i august. En stemningsfuld og hyggelig lille kulturfestival i Guldagergaards ånd med danske intimkoncerter, aktuelle live-samtaler i teltet – og lækre serveringer i fra havepavillon og aftenbar.

CLAYTOPIAHAVEN – STEMNINGSFULD HISTORISK SKULPTURPARK

Haveanlægget omkring Guldagergaard blev skabt for mere end 100 år siden med nøje udvalgte sjældne træer og buske. Det var gartneren Kresten Troelsen, der i 1910 kom fra Jylland til byen Skælskør, og sammen med sin familie grundlagde han Guldagergaard, og kom i det hele taget til at præge den lille købstad afgørende med en stor frugtplantage. 

Senere er Guldagergaard omdannet til et ud af otte keramiske centre i verden, hvor kunstnere, såvel danske som udenlandske, kan søge om arbejdsophold. De gode værkstedsforhold og de mange forskellige brændingsovne inde og ude giver kunstnerne rig mulighed for at arbejde koncentreret i professionelle omgivelser.

I parken er der de seneste 20 år er derudover tilføjet stedsspecifik samtidskunst i form af keramiske skulpturer i stor skala.

Når man bevæger sig rundt i den stemningsfulde skulpturpark giver mødet mellem de historiske rammer, den gamle have og den gamle fine hovedbygning, og de moderne værker en helt særlig oplevelse. 

claytopia KUNSTUDSTILLINGER ER generøst støttet af



LAG Slagelse

Knud Højgaards Fond

Beckett-Fonden

Kulturministeriet

Finlands Kulturinstitut i Danmark


FIND VEJ

Guldagergaard
International Ceramic Research Center

Heilmannsvej 31 A
4230 Skælskør, Denmark