09.07. | Afsløring af brændingsskulptur (udsolgt)
EKSLUSIVT EVENT MED GOURMETMIDDAG – oplev den enestående begivenhed det er, når en parkskulptur bliver brændt og ovnen åbnes for første gang. Vi fejrer begivenheden med et aftenprogram med omvisning i kunsten og gourmetmiddag, før ovnen åbnes af den estiske ovnmester og hans team – og skulpturen kommer frem af flammerne på magisk vis.
Brændingsskulptur er en helt særlig teknik, der mestres ganske få steder i verden, det er derfor med stor glæde, at det er lykkedes at skabe denne særlige event til markering af starten på endnu en fortryllende Claytopia Sommer. Kunstneren vil være til stede på aftenen.
I år er det den estisk-amerikanske kunstner, Kadri Pärnamets, der i tiden op til brændingen skaber skulpturen på stedet i parken, hvorefter en specialovn bygges omkring skulpturen, og brændingen sættes i gang.
På aftenen vil temperaturen i ovnen kulminere med over 1000 grader celcius. Det er på dette tidspunkt i aftenmørket, at ovnen åbnes, og skulpturen dukker frem af flammerne – som et lysende kunstværk.
Program for aftenen
kl. 18.30: Velkomst og bobler efterfulgt af en omvisning i sommerens særudstillinger med Guldagergaards direktør Mette Blum Marcher.
Kl. 19.30: Spisning i Claytopia teltet, hvor det er muligt at tilkøbe Claytopias vinmenu (sammensat af Skælskør Vinhandel), øl, vin per glas eller læskedrikke.
Kl. 20.30 (cirka): Artist-talks med aktuelle kunstnere.
Kl. 21.00 (cirka): Når mørket har sænket sig over Claytopia-haven åbnes ovnen og den glødende brændingsskulptur kommer frem af flammerne.
Vi glæder os til at dele magien med dig.
Billetter (100 pladser) købes her på hjemmesiden.
Tirsdag d. 9. juli
Tidspunkt: 18.30 – 23.00
Pris: 495 kr.
NB der er ikke flere pladser