EKA / Det estiske kunstakademi

Det estiske kunstakademi (Eesti Kunstiakadeemia) er på Claytopia 2025 repræsenteret ved seks unge kunstkeramikere på forskellige uddannelsesniveauer, der her viser en bred vifte af formgivnings- og brændingsteknikker.

Værkerne spænder fra opgaver med vejledning til selvstændige eksperimenter, men fælles for dem alle er materialet, leret, og den fælles passion for dets muligheder og udtryk.

Udstillende kunststuderende: Cristopher Siniväli, Katariin Mudist, Keithy Kuuspu, Nele Kurvits, Kerly Priimägi, Valera Poljakova, Anna-Liisa Villmann

Det estiske kunstakademis center for keramik har eksisteret siden 1923 og inkluderer studier i både design og kunst, og såvel konceptuelle som funktionelle tilgange, moderne teknologier og traditionelt håndværk.

På Claytopia 2025 præsenterer kunstakademiet følgende værker:

Anna-Liisa Villmann, The Shift, 2024 

3D-printet brændt keramik

Anna-Liisa Villmann skaber både tilsigtede og utilsigtede forskydninger i leret under printprocessen, og med en legende tilgang undersøger hun om disse ‘fejl’ tilfører værdi i en mekanisk og gentagende proces.

Hvis et håndværks værdi ligger i, hvordan den menneskelige berøring sætter spor i materialet – kan det samme så siges om ufuldkommenheder skabt af en maskine?

Cristopher Siniväli, anomaly of solitude, 2022

Ler, transparent glasur, muslingeskaller

‘anomaly of solitude’ består af hundredevis af hånddrejede keramiske elementer arrangeret som et korværk, hvor hver enkelt del repræsenterer den universelle erfaring af ensomhed. Værket inviterer publikum til at overveje begrebet – ikke som en svaghed, men som en naturlig og endda værdig tilstand.

Indrammet i en gennemsigtig glaskasse opstår skrøbelige spændinger: Synlig, men adskilt – sammen, men isoleret. En afspejling af ensomhedens paradoks. Værket anerkender ensomhed som et nødvendigt rum for eftertanke og vækst – et stille helle, der forbereder os på igen at engagere os i omverdenen.

Keithy Kuuspu, ENTER, 2023 

Keramik, glasur, muslingeskaller, overføringsbillede, computer og tastatur.

Beskriver sit værk som handlende om overgangen fra flydende til fast, skrøbelige erindringer og en stivnet bevægelse fastholdt i selve brændingen af keramikken. Om at formidle budskaber, der måske i virkeligheden ikke kan formidles direkte.

Koidu Kerli Priimägi, Look Again, 2024

Raku-brændt og poleret lertøj
Vejleder: Ingrid Allik

Håndfladerne vender opad i en både givende og modtagende gestus. Langs håndkanten er et budskab skrevet i blindskrift ´Du ser, men du kigger ikke | Du kigger, men du ser ikke´.
En besked skabt til at blive læst med hænderne, men som samtidig er umulig at nå gennem den gennemsigtige barriere.

Koidu Kerli Priimägi fortæller om sit værk: ‘For mange marginaliserede mennesker nægtes eller ignoreres mulighederne for at engagere sig i verden af systemer, der aldrig var designet til at inkludere dem. Derfor forbliver hænderne åbne, balancerende mellem at give og modtage, og minder os om, at det ‘at se’ er mere end blot ‘at kigge’.

Nele Kurvits, Of Stones and People, 2025

Raku-brændt keramik, vægfliser, træ, naturligt indfarvet silke, kunstnerens hår

Installationen fører os ind i intime rum og de øjeblikke, vi tilbringer alene. Det er et sted for sårbarhed, omsorg og gentagelse. Nele Kurvits kombinerer organiske, raku-brændte skulpturelle former, plantefarvede silkegardiner og kropsligt materiale med sterile, flisebelagte overflader. Her sameksisterer det naturlige og det kunstige, det kropslige og det arkitektoniske, det håndlavede og det fabrikerede.
Værket er skabt som en del af MA-programmet Craft Studies ved Det estiske kunstakademi.

Valera Poljakova, Toxic Fungus, 2023

Kobbermat raku, saggar-brændt

To skulpturer skabt intuitivt uden skitser eller forudbestemt form, og ligner noget, der kunne eksistere i naturen. Men lerets struktur og konsistens, kunstnerens hænder, tanker og erfaring, samt brændingsprocessen har tilføjet et element af uforudsigelighed og uro. Resultatet er to biomorfe objekter, ukendte fremmede organismer. Valera Poljakova tilføjer, at ‘de vækker en subtil, instinktiv uro. Deres giftighed mærkes mere, end den forklares’.